Paa Skakastølstinden

av Henrik Wergeland

                 
Hid steg ei Sky, men ren og blaa
     er denne Æthrens Ø.
Dernede Lyn som Snekker gaae
med gyldne Dragesnabler paa
     en Tordens Rullesjø.

                
Kun Morgnens Solglands er dens Vaar
      - hvor skjær og ætherfin!
I Sommerpragt hver Aften staaer
det Rosenkrandsgespenst som faaer
     sin Dug af Stjerneskin.
                        
Dog hist fra denne Dybdes Grund,
     i denne Alpeport,
i dette Stormens trange Sund,
hvor Skyerne langs Kløftens Bund
     henfosse malstrømfort . . .
                   
. . . Hist i det Skycharybdis midt
      endda en Tind! en Tind!
En dristig Falk kan række hid.
Men did? Min Tanke gaaer kun did,
     den Falk ifra mit Sind.

                   
(Til Solen gaaer fra Himala
     med Længsel Adams Blik.
Paa Jordens Throners Thron endda
satanisk raser Han derfra,
     for han ei Guddom fik).

En Snehvirvl rundt den svarte Spids,
     lig splintret Seil om Mast!
Det var en Verdens Skibbrud, hvis
den Mast af Sten med Fløi af Is
    i Skyers Havgang brast.

                        
Den staaer. De gamle Stjerner, som
     vor Klodes Fødsel saae,
de døe; men da i Himlen tom
skal Jorden i sin Alderdom
     ved denne Stav gjenstaae.

                   
Og hist af Skyens Hav en Tind
     sig snegledrejer, lig
en snoe'd forstenet Hvirvelvind.
Du Chaos' Horn, du vover ind
     i Himlen bore dig?

                        
Og hisset, lig en halvskabt Verd,
     en hjelmhvalt Jøkelkoll!
Den staaer som i en Jettefærd
mod Alt - en blaalig Bræ til Sværd,
     det svarte Bryst til Skjold.

                 
 - Hid steg ei Sky; men evig klar
       er Himlen, Luften skjær,
og Bunden som om Jøklen var
det hele Himmelhvælvs Pillar,
     og ei mod det en Fjær.

Hid steg kun over Fannens Vold
     en Ørn en Storm og jeg.
Fra Verden hist saa stiv og kold
krøb Isen hid paa Bræens Skjold
     sin sekellange Vei.

Her aldrig Sorgen aandet har -
     ak! før fra dette Bryst.
Hvis Nogen aanded her, da var
en Engel det, hvem Skjebnen bar
     til fremmed Verdens Kyst.

Men svimled jeg - hvor snart igjen
    var jeg ei her! - maaske?
Jeg foer til Englens Verden hen,
hvor Himmelalpen blaaner: den
     med Stjernerne til Sne.

Her er jeg nærmest Gud; thi fra
     den Slægt jeg fjernest er,
som bander i Halelujah,
som hader Herren Jehovah,
    men holder Satan kjær.

Her er jeg paa din Thron, Orcan! -
    Ha, hvis jeg dig befol;
jeg skjød dig ned paa hvert et Land,
der ser ei flammende Volcan
     i gyldne Kongestol.

Jeg hvæssede med Lyn din Ving,
     saa hver en prægtig Leir,
der ikke frelsende omkring
Europa drog mot Kreml en Ring,
    du slog i Vind og Veir.

Et Hav jeg lagde i dit Skjold:
    hin svullne, svarte Sky.
En Skyoos da, et Chaostrold,
du knuged ned hver Borgevold,
     i Dynd hver Trælleby.

Med mer end Lyn og voldsomt Hav,
     Orcan, jeg rusted dig:
min Flammevrede jeg dig gav.
Hver retløs Dommer da du af
     sit Sæde løfted mig.


Med Kappe, Krave, Pen i Haand
      du hid med ham dig skjød.
Fra denne Himlens Dørcolonn
derinde hængt i Stjernebaand
     han saae den Ed han brød.


Jeg bød dig kløve Skyen, at
      han kunde høre klart
hvor Uskyld skreg i Fængslets Nat,
og se den Stump han levned at
      af Fædrelandets Chart.


Jeg ham paa dette Jordens Spir
     lod læse sine Ark,
hvori til Sort det Hvide bli'er;
og derpaa, kanske, gav jeg Sir
     Jefferies et Spark.

Men bragte du en Obscurant
     i hellig Tempelkjol,
jeg til den vilde Ørn ham bandt,
og slap dem, at han kunde grant
     sig stirre blind i Sol.

Men bragte du en Advocat:
     en Sligen som jeg ved -
til Himlen du ham bære brat;
thi jeg tør dristig sværge at
    den ham i Helved smed.


Men til mit Helved jeg gaaer hen
     fra Himlens Søiledør:
til Verden, slig den var, da den
jeg nede ligge lod igjen
     bag Skyens Glemselsslør.

Kjelde: Jordens elskende hjerter: dikt i utvalg; ved Geir Uthaug, Schibsted, 2007, s. 98 - 102.