Til Norges skjalde

av Henrik Ibsen

Hvi sværme I, skjalde! for fortidens fjerne,

for skrinlagte old med de smuldrende minner, –
et billed så matt som den lysning der rinner
i demrende natt fra en skysløret stjerne?
– Er ikke den gnist som I eie da kun
en gave jer skjenket til nytte for folket,
er krever av skjaldens begeistrede munn
sin smerte, sin lyst og sin lengsel fortolket.

I sang jo såtitt om «de kneisende fjelde»,

hvor granskoven vokser og jøklen har hjemme,
men syner og drømme som stormer med velde
I brødrenes hjerter, – dem kunne I glemme!
Hvi lytter I ei til den brusning, som rikt
fra sjelene bever før stille det vorder?
Hvi fletter I synerne ei til et dikt,
hvi former I tonene ei til akkorder?
 
O, fagre gestalter i nuet jo vinke, –
fra dalen, fra fjellet, fra vinter og sommer.
Ha, ser I ei skatten så glimrende blinke,
– en folkelivsdiktning med deilige blommer!
De luftige billeder kreve et liv
i skildrende kveder, tilværelsens panter,
de savne kun skjaldens beåndende: Bliv!
for herlig å kledes i kvadets gevandter.

 Kjelde: Dikt, Bokklubbens lyrikkvenner, 1991, s. 16