Fjeldplanten

av Johan Sebastian Welhaven

               I.
Blandt Jettestene,
hvor Ørknens Aand var leiret,
skjød stolt og ene
en kraftig Væxt i Veiret.

Fra Fjeldets Flade
steg frem ved Bræens Side,
paa brede Blade,
dens Blomsterpyramide.

Den ligned ingen
af Planterne i Dalen,
som Zephyrvingen
har tidlig vakt av Dvalen.

Den havde arvet
sin Kraft af Fjeldnaturen,
den syntes farvet
med Kobbermalm fra Uren.

En Kveld, paa Fjeldet,
den hilsed mig ved Stien,
mens Fossevældet
hendrøned huult fra Lien.

Den første Stjerne
stod over Bræens Bue,
et vidstrakt Fjerne
laae for min Hviletue.

               II.
I Dalens Have
jeg glemmer Blomst og Ranke,
men Ørknens Gave
staaer stadigt for min Tanke.

Den er et Billed
paa Seiren, der er vunden,
naar Kval er stillet,
men ogsaa Fryd er svunden.

Der kan opstige,
ved Nat, ved Stjerneskinnet,
af Mulmets Rige,
ny Spirekraft i Sindet.

Det Liv, der vækkes,
den Blomst, der vil udspringe,
den skal ei knækkes
af nogen Veirets Vinge.

Hvor Jorden høines
og peger mod sin Himmel,
hvor Intet øines
af Dalens Blomstervrimmel.

Der er den Zone,
som denne Væxt forlanger,
og hvor dens Krone
i Ensomheden pranger.

Kjelde: Samlede digterverker; annet bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 204