Høifjeldet

av Johan Sebastian Welhaven

Høit over de norske Dales Pragt,
et Rige blandt Skyer er vidt udstrakt,
og Klipper hæve sig der igjen
af Ødemark og af Kjern paa Fjeld,
og Sneens Tepper brede sig hen
paa alle de sorte Klippers Knæ,
og over de voxende Kildevæld
har Isen lagt den taarnede Bræ.

Paa Ødemark under Jøklers Mur,
der styrter og stimler den vilde Ur,
der groer Guldskjegget paa Klippeblok
og Sølverlokker paa Klippetind,
der fostres de flygtige Reners Flok
og farer som Blæst over Ur og Myr,
der drømmer det Alt i Jægerens Sind
og vaagner og klinger i Eventyr.

Saa friskt det klinger, det er dog ligt
et Hedenolds Billed, et Eddadikt.
Som Riser de sorte Klipper staae
og friste dit Sind med Higen og Frygt;
i hvert et Syn, som du stirrer paa,
har Fjeldets Jetter en Gaade lagt;
men Asers Æt med Kraft og med Kløgt
tør træde den nær og spilde dens Magt.

Med friere Liv, med fuldere Klang,
gaaer Sagnet igjen paa den grønne Vang,
og medens det bæres fra Mund til Mund,
indblander Fjeldet sin Røst deri,
og slynger Skredet i Dalens Bund
og sender i Lundene Stormens Gny,
og lader Fossen bruse forbi
det Hegn, hvori Sagnet fødes paany.

Saa stige de mægtige Aander ned
til Dalens lyttende Arnested.
Og Blikket hos Folket er opadvendt,
og Tanken stiger i Sagnets Spor,
og Sjelens Vinge er vidt udspendt
med Anelsens Kraft i Høidernes Storm,
hvor Himlen virker af Skyers Flor
et Slør om Jordens mægtigste Form.

Det Hjem for Sagnet fra Hedenold,
den Klippe i Sky, skal ei kaldes gold;
dens brusende Strøm er et Livsens Bad,
og Veirets Klang fra dens hævede Bryst
henbæres vidt som et aandigt Kvad.
Der flyder et rigt Fornyelsens Væld,
der lyder en stolt Forjettelsens Røst
til Asers Stamme fra Noregs Fjeld.

Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 43.