I uveiret

av Johan Sebastian Welhaven

Tilfjelds i sporløs Ensomhed
en Vandrer gaaer med tunge Fjed,
og hvor han standser hed og træt
og lytter fra sin Hvileplet,
han hører kun sit Hjerte slaae
og i det Fjerne Fossen gaae.
Men vendes da hans Blik mod Sky,
det driver ham afsted paany;
thi over Aasen falder nu
et Skjær af Aftenrøden mat,
og stiller for den Trættes Hu
sit Varsel om den nære Nat.

Da trækker der en Byge op
i Taagemulm om Klippetop,
og derfra sendes Vindstød ut
som Uveirsnattens Sendebud.
Den stumme Kveld, den øde Egn
belives nu af Skrækkens Tegn.
Der hvisler Lyn om Fjeldets Tag,
og flux, med truende Gestalt,
opvoxer Sky paa Sky derbag,
og nu med Torden og med Storm
de rulle frem i Alpeform,
til Himlen dækkes overalt.

En Bæven, som ei tvinges kan,
betager da vor Vandringsmand;
han studser ved hvert Drøn, hvert Lyn,
der slaaer hans Øre og hans syn,
og hildet i Naturens Strid
han jages raadvild hid og did;
men ingensteds er der et Ly,
hvortil for Veiret han kan fly,
og derfor paa den steile Skrent
han søger at beherske nu,
med Øiet og med Tanken spendt,
i een Betragtning Veirets Gru.

I Skumring, som ved Lynets Ild
opklares sælsomt af og til,
han skuer ind i Himlens Ørk,
hvor Skyers Vrimmel, tung og mørk,
adsplittes vildt og samles dog
som i et dybt, uhyre Tog.
Mens Masser af den mørke Hær
henrulle lavt og rædsomt nær,
staae atter truende bag dem,
som dannede ved Tordnens Bliv,
i dette vilde Perspektiv
de nye Skykolonner frem.

Hvor mæktigt rager Fjeldet ind
i Skyens Kamp med snedækt Tind,
hvor mægtigt sænkes det igjen,
og strækker sine Rødder hen
blandt Ur og Lyng mod Bakkeheld,
der atter stige op til Fjeld,
hvorover Blikket skimte kan
i Mulm og Glød et Jøtunland,
hvis Alperække, rødlig hvid,
fremglimter som den fjerne Leir,
hvorfra de dunkle Magters Strid
er stormet ud i Nattens Veir.
Den nys Forsagtes Aand er vakt
ved dette store Billeds Magt.

Hvad Ordet kun kan skildre delt,
han skuer som et samlet Helt;
thi nu er Form og Klang og Glands
fortolket i hans indre Sands,
og uvilkaarligt er hans Haand
strakt ud med Kraft mot Fjeldets Top,
som om han selv var Veirets Aand.
Og slog nu Lynet i hans Barm,
da steg han som Elias op
med freidig Sjel i Flammekarm.

Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 29