Solvirkning

efter et Maleri av Gude.

av Johan Sebastian Welhaven

Tilfjelds under Granelien
er der et aabent Bakkeheld,
der slynger sig Sæterstien,
der styrter det skummende Fossevæld.
Luften er skinnende, blaalig hvid;
det er Midsommersol og Middagstid.

De tindrende Straaler spille
paa Elven under den mørke Bred,
og Skumtaagen svæver stille,
hvor Fossen haster i Dybet ned.
Der vandrer Elven en lønlig Vei,
selv Midsommersolen kjender den ei.

Men Skraaningen under Fjeldet
er svøbt i den gyldne Straaleflod;
se, Granen paa Bakkeheldet
har skinnende Top og skygget Fod.
Ved Stien zitrer med Sølverblink
den blomstrende Lyng, den mosede Brink.

Hvor ensom og taus er Kleven!
der er intet Spor i den gyldne Sand;
den fattige Plet er bleven
et lille glimrende Fabelland.
Forstyr ei den dybe drømmende Fred,
lad Skoven skygge dit higende Fjed.
               (1846)

Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 28