Fjelldikt

av Knut Hamsun                         I Jeg vanker indover det brune Fjæld, jeg har ikke Heste, jeg har ikke Kusk, og nu er det Kvæld. Og Himlen slukner og Mørket kommer. Men nu er det Hus under hver en Busk, for nu er det Sommer. Jeg kender mig stedt i en vaagen Blund. Det synes som Himlen og Jorden er ett nu i Nattens Stund. Det lyder som Jorden i Søvne dier. Hvad suser i Natten som ingen har set og som aldrig tier? Da bæver jeg ved hvad jeg ligger og tror, min Tanke drømmer afsted - afsted paa de vilde Spor: om Natten Kloderne møter Kloder og kanske suser en Stjærne ned til dig, vor Moder..... Jeg lytter til Suset fra Tinder og Dal og kender min Sjæl klinge ind som en Stræng i den store Koral. Saa dækker et Mulm mine Drømmers Stier, jeg falder i Søvn paa min Moseseng. Og alting tier.          ...

av Knut Hamsun                     I       Der står den og gror Der står den og gror i det farlige krat ved simlas og vindhydas fjælde. Den stenes av stjærner den lange nat og fan puster dugg i dens bjælde. Dens frugt er til intet, men roten en skat av drivende lyst og lune. Og det er den rot alrune. Den byder til alle sin sælsomme gunst og tumler med menneskers sanser: en lægger den øde, en dør i dens dunst, en ler som en fjollet og danser. En skjænker den hatet med grusom kunst så øinene gløder brune. For det er den rot alrune. Men stundom - men stundom en enkelt gang går nykkerne den av minde, og elskov og liv som den før betvang det skjænker den nu i blinde. Og mennesket synker i glæders fang tilbunds i en lystlagune. Se, slik er den rot alrune. Kjelde: Knut Hamsun: Samlede verker bind 15 , Gyldendal Norsk Forlag, 1976, s. 200

av Knut Hamsun Op i de bratte Fjælde der Enerbusken er kan ingen andre følge av alle Skogens Trær. Vel halvveis op i Høiden staar Furuen og fryser, litt længer op - og Bjørken av bare Snue nyser. Men jo saa kravler videre en kjæk liten Rusk og staar tilslut deroppe paa kanske snaut en Alen. Det er som kjører han et Tog av Skog ned i Dalen. Og Rusken er en Enerbusk og nu er han Kusk. I Dalen er det Kornmod og Løv og Sanktehans, og der er Sang og Barnelek og stundom er det Dans. Her oppe hos en Enerbusk her er det bare Urer, - naa stundom er her Trolle og som gaar omkring og lurer. Men Vinden tar en Enerbusk og rusker i hans Dusk og hele Verden ligger da saa blaasende og naken. Men al den friske Luft her er! Det findes ikke Maken. Og ingen ser saa vidt omkring som slik en Enerbusk. Det bæver over Fjældet et lite Sommernu, og straks igjen det evige Vinterhuttetu! I dette staar en Enerbusk med eviggrønne Naaler og vi maa undres over alt den vesle ...

av Knut Hamsun. Du stejlbratte fjeld! et storhedens veld er du, svimlende skyhøje tinde i nordpolig pragt af snesprængte dragt, omsust af frihedens vinde! Tys! svanenes sang Til fjære og tang! Hver blomst har glands i sit øje! At se skogen i grønt er saa festligt og skjønt! det kan smile bort nordboens møje! Kjelde: Knut Hamsun: En Fløjte lød i mit Blod , Gyldendal Norsk Forlag, 2003, s. 17