Fjelldikt

av Johan Sebastian Welhaven Til fjelds over bygden står min hu, når gjøgen begynder at gale. Kom med til sætren iaften du; thi solen skinner på fjeld endnu, mens der er mørkt i dale. Der er på veien en dunkel lund, hvor alferne ere tilhuse. Husk, der må du gå med lukket mund. Selv nøkken derinde lader kun sagte sin harpe bruse. Men oppe på fjeldet er der klang, som gjenlyder i det fjerne. Der klinger bjælder og lokkesang; med langeleg der på sætervang sidder min fagre terne. Kjelde: Eg gjekk meg opp til seterli : -stølsliv i poesi og prosa, Den norske bokklubben, 1981, s. 88

av Johan Sebastian Welhaven Paa Hedalsfjeldet Fiskere laae ved Kjernet en stille Nat, da hørte de Suk fra en Klippevraa; der var det ei rigitg fat. De havde Garn, og de havde Krog, de havde Prammen, det gamle Skrog.           Til Værn eller Værge            mod Riser og Dværge det kunde saa ganske lidt forslaae. Da lød fra Fjeldet over til dem en klagende Kvinderøst: "Imorgen fører mig Trolden hjem, saa sætte vi Bo i Høst. Ak, husk det, Grande, imorgen Kveld gaaer Brudefærden til Raanaasfjeld,           og da maa jeg ride           ved Troldgubbens Side med Sølverkjeder om Hals og Bryst. Den gamle Trold er kroget og styg, hans Næse er alenlang, mod Sadlen luder hans Pukkelryg, han sidder med Hammer og Tang. Pas paa, naar vi ride her forbi; kast over mig Staal, da er jeg fri, ...

av Johan Sebastian Welhaven Jeg vil min Vei forandre; paa Fjeldet vil jeg vandre og tage Gangens Møie let. Jeg søger Klippeluftens Bad, og føler der forynget, glad, det frie Aandedræt. Hvor Tidens Magter stride jeg fik min Del at lide af al den Sorrig og Fortred; men staaer jeg først paa Skrænten hist, da synker denne Byrde vist i Dybets Dunster ned. Jeg ved et Sted paa Fjeldet, en Li, hvor Bakkeheldet er dækket til af Birk og Lind; der staaer en Hytte og et Hegn beskjermet i den vilde Egn med Ly for Veir og Vind. Der, mellem Fuglekvidder, den gamle Jæger sidder og hviler i sit Enebo. I lang Tid er hans Flint ei brugt, han agter ei paa Glentens Flugt, for ham har Bamsen Ro. Men bag sit grønne Gitter i Løn og Alm han snitter med sikker, kunsterfaren Kniv. Han snitter Kar med Løv og Dyr, der træde frem som Eventyr fra Gubbens Jægerliv. Den gamle, stille Jæger har rakt mig mangt et Bæger af Klippebækkens klare Drik. Det friske Væld i Birkes Ly er l...

av Johan Sebastian Welhaven Aftnens Glød paa Bjergets Haller skinner over Skovens Skygge, og paa fjerne Fjelderygge gyldne Skyers Gjenskin falder. Gjennem Kvelden Luren gjalder, og de høie Lier svare; alle Fjeldets Alfer fare bævende om Sætervangen, hvor nu Glandsen, fulgt af Klangen, kan det Skjulte aabenbare. Her blandt mosbegrode Tuer, paa en Fjeldmarks golde Vidde, her, hvor stille Hougfolk sidde i de skumle Jettestuer, her har Himlens milde Luer vakt en Sjel i Aftenstunden, og hver Tone, som var bunden, løses nu af Livets Aande, og den stumme Ørknens Vaande er i klangfuld Andagt svunden. Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 192

av Johan Sebastian Welhaven Høit over de norske Dales Pragt, et Rige blandt Skyer er vidt udstrakt, og Klipper hæve sig der igjen af Ødemark og af Kjern paa Fjeld, og Sneens Tepper brede sig hen paa alle de sorte Klippers Knæ, og over de voxende Kildevæld har Isen lagt den taarnede Bræ. Paa Ødemark under Jøklers Mur, der styrter og stimler den vilde Ur, der groer Guldskjegget paa Klippeblok og Sølverlokker paa Klippetind, der fostres de flygtige Reners Flok og farer som Blæst over Ur og Myr, der drømmer det Alt i Jægerens Sind og vaagner og klinger i Eventyr. Saa friskt det klinger, det er dog ligt et Hedenolds Billed, et Eddadikt. Som Riser de sorte Klipper staae og friste dit Sind med Higen og Frygt; i hvert et Syn, som du stirrer paa, har Fjeldets Jetter en Gaade lagt; men Asers Æt med Kraft og med Kløgt tør træde den nær og spilde dens Magt. Med friere Liv, med fuldere Klang, gaaer Sagnet igjen paa den grønne Vang, og medens det bæres fra Mund til Mun...

av Johan Sebastian Welhaven Tilfjelds i sporløs Ensomhed en Vandrer gaaer med tunge Fjed, og hvor han standser hed og træt og lytter fra sin Hvileplet, han hører kun sit Hjerte slaae og i det Fjerne Fossen gaae. Men vendes da hans Blik mod Sky, det driver ham afsted paany; thi over Aasen falder nu et Skjær af Aftenrøden mat, og stiller for den Trættes Hu sit Varsel om den nære Nat. Da trækker der en Byge op i Taagemulm om Klippetop, og derfra sendes Vindstød ut som Uveirsnattens Sendebud. Den stumme Kveld, den øde Egn belives nu af Skrækkens Tegn. Der hvisler Lyn om Fjeldets Tag, og flux, med truende Gestalt, opvoxer Sky paa Sky derbag, og nu med Torden og med Storm de rulle frem i Alpeform, til Himlen dækkes overalt. En Bæven, som ei tvinges kan, betager da vor Vandringsmand; han studser ved hvert Drøn, hvert Lyn, der slaaer hans Øre og hans syn, og hildet i Naturens Strid han jages raadvild hid og did; men ingensteds er der et Ly, hvortil for Veiret...

efter et Maleri av Gude. av Johan Sebastian Welhaven Tilfjelds under Granelien er der et aabent Bakkeheld, der slynger sig Sæterstien, der styrter det skummende Fossevæld. Luften er skinnende, blaalig hvid; det er Midsommersol og Middagstid. De tindrende Straaler spille paa Elven under den mørke Bred, og Skumtaagen svæver stille, hvor Fossen haster i Dybet ned. Der vandrer Elven en lønlig Vei, selv Midsommersolen kjender den ei. Men Skraaningen under Fjeldet er svøbt i den gyldne Straaleflod; se, Granen paa Bakkeheldet har skinnende Top og skygget Fod. Ved Stien zitrer med Sølverblink den blomstrende Lyng, den mosede Brink. Hvor ensom og taus er Kleven! der er intet Spor i den gyldne Sand; den fattige Plet er bleven et lille glimrende Fabelland. Forstyr ei den dybe drømmende Fred, lad Skoven skygge dit higende Fjed.                ( 1846 ) Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gy...

av Johan Sebastian Welhaven                I. Blandt Jettestene, hvor Ørknens Aand var leiret, skjød stolt og ene en kraftig Væxt i Veiret. Fra Fjeldets Flade steg frem ved Bræens Side, paa brede Blade, dens Blomsterpyramide. Den ligned ingen af Planterne i Dalen, som Zephyrvingen har tidlig vakt av Dvalen. Den havde arvet sin Kraft af Fjeldnaturen, den syntes farvet med Kobbermalm fra Uren. En Kveld, paa Fjeldet, den hilsed mig ved Stien, mens Fossevældet hendrøned huult fra Lien. Den første Stjerne stod over Bræens Bue, et vidstrakt Fjerne laae for min Hviletue.                II. I Dalens Have jeg glemmer Blomst og Ranke, men Ørknens Gave staaer stadigt for min Tanke. Den er et Billed paa Seiren, der er vunden, naar Kval er stillet, men ogsaa Fryd er svunden. Der kan opstige, ved Nat, ved Stjerneskinne...

av Johan Sebastian Welhaven Nu sidder Huldren paa Tue og blæser i Luren og er saa glad; thi Aftenhimmelens Lue spreder sit Guld paa det bævende Blad. Naar Huldren spiller i Lien sin gamle Vise en Sommerkveld, da gjenklinger Melodien langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld. Og frem bag mosede Stene titter den blomstrende vilde Lind, og suser med sine Grene, og strøer sine Blomster i Aftnens Vind. Og Fossen i Klippefuren nedstyrter mod Dybet med stærkere Magt, og dandser saa vildt til Luren, og ryster sin tindrende Sølvmorsdragt. Paa Skrænten ved Sætervangen staaer Jetergutten i Aftnens Glands, og lytter til Huldreklangen, og trylles og dysses af Fossens Dands. Han dysses, til han vil blunde og hvile sit Hoved hvor Lyngen groer; han tænker: ak, hvem der kunde være derinde, hvor Huldren boer! Da kommer hun let og stille, og kysser i Fjledet den brune Dreng, og lærer ham sødt at spille paa guldvunden Lur og paa Silkestræng. Kjelde: Samlede digterverke...

av Johan Sebastian Welhaven Jeg vil min vei forandre; på fjellet vil jeg vandre og tage gangens møye lett. Jeg søker klippeluftens bad, og føler der forynget, glad, det frie åndedrett. Hvor tidens makter stride jeg fikk min del at lide av all den sorrig og fortred; men står jeg først på skrenten hist, da synker denne byrde visst i dypets dunster ned. Jeg vet et sted på fjellet en li, hvor bakkehellet er dekket til av birk og lind; der står en hytte og et hegn beskjermet i den ville egn med ly for vær og vind. Der, mellem fuglekvitter den gamle jeger sitter og hviler i sitt enebo. I lang tid er hans flint ei brukt, han akter ei på glentens flukt, for ham har bamsen ro. Men bak sitt grønne glitter i lønn og alm han snitter med sikker, kunsterfaren kniv. Han snitter kar med løv og dyr, der treder frem som eventyr fra gubbens jegerliv. Den gamle, stille jeger han rakt meg mangt et beger av klippebekkens klare drikk. Det friske vell i birkes ly e...

av Johan Sebastian Welhaven Nu sidder Huldren paa Tue og blæser i Luren og er saa glad; thi Aftenhimmelens Lue spreder sit Guld paa det bævende Blad. Naar Huldren spiller i Lien sin gamle Vise en Sommerkveld, da gjenklinger Melodien langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld. Og frem bag mosede Stene titter den blomstrende vilde Lind, og suser med sine Grene, og strøer sine Blomster i Aftenens Vind. Og Fossen i Klippefuren nedstyrter mod Dybet med stærkere Magt, og dandser saa vildt til Luren, og ryster sin tindrende Sølvmorsdragt. Paa Skrænten ved Sætervangen staar Jetergutten i Aftnens Glands, og lytter til Huldreklangen, og trylles og drysses af Fossens Dands. Han dysses, til han vil blunde og hvile sit Hoved hvor Lyngen groer; han tænker: ak, hvem der kunde være derinde, hvor Huldren boer! Da kommer hun let og stille, og kysser i Fjeldet den brune Dreng, og lærer ham sødt at spille paa guldvunden Lur og paa Silkestræng. J. S. Welhaven Kjelde...