Fjelldikt

- eit utdrag "Saa sang og du , min Ragnhild, for mig før, Naar i min Arm paa dette Bjerg du hvilte, Og Jutul lytted ved sin Dør At se, hvordan Naturens Datter smilte. O kjære Bjerg, o lykkelige Dage! Mon I ei komme mer, mon aldrig mer tilbage? Jeg ser dig, og min Sjæl omfavner dig, Iblant disse Buske, hvor vi fordum vanked, Hvor Ragnhild, du saa tit med mig Paa purpurklædte Jord den sure Tyting sanked; Der irrer du og sukker, græder, haaber, Og "Erland", "Erland" med afmægtig Stæmme raaber." Edvard Storm Kjelde: Døla-viser, Dølaringen, 1994, s. 62 Prenta fyrste gong i "Atskilligt paa Vers" av Erland Siverssen (pseudonym for Edvard Storm)

Kæm æ nå dæ, som rutla Ve Sæter-Dør? Aa æ dæ du, som tutla Ve Glase før; Saa kom inn, Guten min! Aa trevle de fram aat Sjeillé, Dær ligg e óndé Feillé. 'O Mór gjekk heim aat Garé Før Mjolke-Ti, Ho bli full' ne i Dalé Ei litól Ri: Ligg sjaa me. Hær ti fre, Tess Sólé bydja aa reinne, Da kjøm 'o Mor atænde. Aa gje ho vilde tryte Te Dugur-Mót! Aa gje oss kunna yte Mæ Hand aa Fót Ótta graa Ne-att, saa At Dagen inkje skull sprætte Før oss taa Lyst vø mætte. Dæ vilde leinger drygje Heill Jutuls Liv; Aa mæ blaa' Bærge-Flyé Mot Vind staar stiv, Vø e dinn, Aa du minn, Aa inkje meire paa Jóra Heill e aa du min Ola. Ti Fangjé din' e gjøymé Æill Hugsótt mi, Aa óndé Ryun gløymé Dæ som e li Taa 'n Mór, Taa 'om Bror, Som ampre æ nókk te vilja Eit sjónslé Par sónd-skjilja. Oss vilja inkje syte, Min vene Gut! Men traatte dæ oss lyte, Dæ fæ full' Slut. Ser e de Riom-te, Saa har e Mo nókk te bæra, Kaa Jongen dæ ska væra. ...

av Edvard Storm Oss ha gjórt kaa gjærast skulle, Ysta Óst aa kjinna Smør, Naa staar att aa kløvja Øykjin, Sætja Laas for Sæter-Dør. Kórkjé finst dæ meire Føe Hær for Heié heill for Krist', Gla' æ oss, oss slæpp aat Bygden, Meire gla æ Kué vist. Farvæl Kve, som ofte gjórde Bloutast Blómster-Seing 'pum me, Ner e trøytt ve Høgst-Dags Leité Ljøp aa sløingde me paa de; Farvæl Sæl! mi kjære Stugu, Som saa mangt mitt Arbei saag! Montru du ou mærte nogo, Ner Stakæillæin sjaa me laag. Farvæl Mark, som Fænein gnaagaa, Dær e gjætte mang ein Gong; Farvæl Skóg, som ofte ljóma Taa min Lu' aa Stut aa Song! Farvæl Hulder, som dær budde! Fløt naa du ti Sæle inn; Vinters Ti æ ilt aa liggje Ute baa' for Vær aa Vind. Kom naa alt hær finst te Sætra, Kom aa følg aat Bygden ne! Heile Jóre æ naa ryugt, Kaart eit Straa høyr' Fæna te; Skónd' døkk, Folkjé vænta heime, Bufor-Læfsa vill døm haa: Hær æ inkje meire gjæra; Folk aa Fæna, læt oss gaa! Kj...

av Edvard Storm Markjé grønast, Sjógen braana, fjeill bli bært, aa Louve sprætt, Muri-Nykjyl staar i Dalom, Kué se fæ eta mætt, Alt som livi bydja kræka, Bjønn'n kjøm taa Hié fram, Utu Fjósé spring fornøygde Ku aa Kalv aa Sau aa Lamb. Æille Fugle læt se høyre, Tiur sit paa Furu-Kvist, Kaar som kjeinné att sin Maakaa Syng mæ Hógna: Takk for sist! Blanda Song ti Fjeillé ljóma, Gouk aa Røy aa Jærp aa Trost Kappast um kæm bæst keinn rópe Gleé ut for slutta Frost. Sólé skjin paa Aaker-Reinom, Tælein rætt-naa burte æ, Ølen æ ti Være komin, Plóg aa Horv lyt laagaast te; Guten velé um Hafeillun, Eingjé ska ou røjast naa, Dæ betyé for Budeiun: Bøling ska te Sæters gaa. Komé Fæna, komé følgjé, Kom Gull-dropple, kom Spe-lin! Kjyra, Kalve! Døkk e føre Vill ti Sæter-Kveé inn; Utta Faré ska oss læva, Busveinn heild oss fri for Bjøinn, Kaa hæinn inkje honom frykta, Frykta hæinn Budeias Høinn. Feite Grase ska døkk eta, Drikke klaare Kjøilda te, Kaar ein Dag ...