Fjelldikt

ac Theodor Caspari (ved Den Norske Turistforenings 60 årsjubileum 21. januar 1928) En blåsvart kjempehær av tind og takker, et yr av svære strie jotunnakker, - til stein forvandlet i en opprørsnatt, - et lukket land, fortrollet og forlatt, - har langsomt løftet seg i himmelbrynet. -    Og fut og skriver på sin embetsferd ser flyktig opp og grøsser alt ved synet: "Du Ola, hei! - Hva kaller du det der? - Huff! Bare synet gjør oss kald og frossen."    Men Ola stanser smått og godt karossen og snur seg rundt og mumler ha og ja og smiler lønsk: " Oss hev'kje namn på ta ." - Men Ola, skarven, kjenner godt nok lendet, og uken etter står han vel fornøyd og setter garn og skyter rein ved Gjende . -    Og tiden går, så kommer det en dag en tynn magister ruslende på lag. - Han hadde frosset slik der inn' i skolen at kalde fjellet varmet ham som solen. Bent inn i berget smatt'n, taus og sta, før folk fikk sanset seg. Og borte var'n -  ...

av Johan Nordahl Brun Rolfsen Ifald du følger mig over heien, saa skal jeg  vise dig sæterveien, saa skal vi fare i fjeldet ind, :,: hvor solen gylder den hvide tind. :,: Vi har saa lidet af agerflekker, og mere er det, som skogen dækker; men fjeldet dækker nok allermest - :,: i nord og sør - og især i vest. :,: I Gudbrandsdalene først vi frister: der vokser furu på høie rister; der faar vi krabbe os fod for fod;- :,: saa har vi Rondane midt imod. :,: Og nord paa Dovre , paa vide vidder, der er det, Snehætta mægtig sidder; hun sidder rumt paa sin dronningstol, :,: og hun har svøbt sig i sne og sol. :,: Men vil du vide, hvor bedst du finder de fagre flyer, de fine tinder, saa følg mig ind under Jotunfjeld :,: en riktig skinnende sommerkveld. :,: Da skal vi sidde ved Glitretinden, hvor skodden viger saa smaat for vinden; da skal det hviske i hjertet ditt: :,: "Aa nei, aa nei, er dette mit?" :,: Kjelde: Meer grønt er Græsset, Norsk barnepoesi fr...

av Didrik Grønvold D et er det land, hvor stilhed straks du finder, saa du kan du vandre, ene med dig selv, en kirkedag til hvide tempeltinder og jøklers straalebrudte kuppelhvælv. Der præker stormen over brune tuer, og stride elves torden er koral. Hvergang dens gjenlyd naar til dybest dal, det klemter høitid over sti og stuer. Kjelde: Fra by til bræ, Giertsen, 1894. s. 149