Fjelldikt

av Vegard Vigerust Ja, der ligg ho som før, Sjohætta! Så fekk oss da sjå ho att! Å, fyngje eg klive Sjohætta um ho er ailder så bratt! Men um oss nå ikkje kom upp dit lell ænda kor hardt oss trådde, kainn Sjohætta høve som eit symbol på dæ i live oss ikkje nådde. Sjohætta, Sjohætta, gavmild du æ um eg vart att på veigje! Der ligg du i såmå leie med stein og vind og rein og bræ, himilsyn over måsålænde, nå æ oss kome attende! Ja, der ligg ho som før, Sjohætta, oss pæsa' og slit og kliv! Oss bar på ein dråm om Sjohætta som var ho vårt eige liv. Men um oss nå likevæl nådde upp og såg nedpå sjø og vidde, kainn Sjohætta høve som eit symbol på kor oss lengta og kleiv og stridde. Sjohætta, Sjohætta, gavmild du æ um eg vart att på veigje! Der ligg du i såmå leie med stein og vind og rein og bræ, himilsyn over måsålende, nå æ oss kome attende! Kjelde: Fjellskrift, eige forlag, 2004, s. 8

av Johan Nordahl Brun Rolfsen Ifald du følger mig over heien, saa skal jeg  vise dig sæterveien, saa skal vi fare i fjeldet ind, :,: hvor solen gylder den hvide tind. :,: Vi har saa lidet af agerflekker, og mere er det, som skogen dækker; men fjeldet dækker nok allermest - :,: i nord og sør - og især i vest. :,: I Gudbrandsdalene først vi frister: der vokser furu på høie rister; der faar vi krabbe os fod for fod;- :,: saa har vi Rondane midt imod. :,: Og nord paa Dovre , paa vide vidder, der er det, Snehætta mægtig sidder; hun sidder rumt paa sin dronningstol, :,: og hun har svøbt sig i sne og sol. :,: Men vil du vide, hvor bedst du finder de fagre flyer, de fine tinder, saa følg mig ind under Jotunfjeld :,: en riktig skinnende sommerkveld. :,: Da skal vi sidde ved Glitretinden, hvor skodden viger saa smaat for vinden; da skal det hviske i hjertet ditt: :,: "Aa nei, aa nei, er dette mit?" :,: Kjelde: Meer grønt er Græsset, Norsk barnepoesi fr...

av Vegard Vigerust På ski frå Sjo'hættun, eit rast frå Reinheim fann eg ei dør åt evigheite Karmen skakk tå hengjefonn, dørstokken eit lavgrønt sva, ljoset va dørklinka - Ein skimt innover som berre vart verande så Dø'n sto att bak døre Evigheite er augbleket da alt er vakkert og du sjøl er sjæl. Vegard Vigerust Evig unge Dovre, Dølaringen, 1993, s. 8