Staalet

av Johan Sebastian Welhaven

Paa Hedalsfjeldet Fiskere laae
ved Kjernet en stille Nat,
da hørte de Suk fra en Klippevraa;
der var det ei rigitg fat.
De havde Garn, og de havde Krog,
de havde Prammen, det gamle Skrog.
          Til Værn eller Værge
           mod Riser og Dværge
det kunde saa ganske lidt forslaae.

Da lød fra Fjeldet over til dem
en klagende Kvinderøst:
"Imorgen fører mig Trolden hjem,
saa sætte vi Bo i Høst.
Ak, husk det, Grande, imorgen Kveld
gaaer Brudefærden til Raanaasfjeld,
          og da maa jeg ride
          ved Troldgubbens Side
med Sølverkjeder om Hals og Bryst.

Den gamle Trold er kroget og styg,
hans Næse er alenlang,
mod Sadlen luder hans Pukkelryg,
han sidder med Hammer og Tang.
Pas paa, naar vi ride her forbi;
kast over mig Staal, da er jeg fri,
          og da kan jeg drage
          fra Fjeldet tilbage
til Frænderne mine paa Hedals Vang."

Og Fiskerne stode den næste Kveld
paa Stranden ved Troldens Vei,
og Færden kom, de kjendte den vel;
den stevned mod Raanaashei.
De havde Garn, og de havde Krog,
de havde Prammen, det gamle Skrog;
          de spurgte ved Maalet
          hverandre om Staalet -
da kom det ud, at de havde det ei.

Kjelde: Samlede digterverker; tredje bind, Gyldendal norsk forlag, 1943, s. 57